Royal Greenland sørger for rognindhandling i hele landet

Royal Greenland er nu klar til at tage sig af rognindhandlingen de steder, som det kuldsejlede Arctic Green Food skulle sørge for. Det er dog endnu uvist hvad der disse steder skal ske på længere sigt.
20. marts 2013 10:44

Men een ting er sikkert - rognindhandlingen begynder i Sydgrønland på mandag, hvor Royal Greenlands fabrik er klar:

- Vi åbner her den 25. marts. Og traditionelt er Sydgrønland ikke et stort område for rogn, og der henviser vi simpelthen fiskerne til at levere i Narsaq, oplyser Lars Nielsen, produktionsdirektør i Royal Greenland.

Og de resterende indhandlingssteder op langs vestkysten er der ifølge ham også styr på:

- I Maniitsoq-området, som traditionelt er et stort område for rogn, arbejder vi meget hård p.t. på at få en transportløsning op at stå, sådan at vi dagligt vil sejle mellem Maniitsoq og Nuuk og transportere rogn fra Maniitsoaq-området til vores fabrik i Nuuk, siger Lars Nielsen og fortsætter:

- I Kangaatsiaq-området har Arctic Green Food et lille anlæg i Attu. Men vi har tre anlæg, og de ligger allesammen meget tæt, og vi ser ikke at der bliver nogen problemer for fiskerne i Attu med at levere til de øvrige tre anlæg i Kangaatsiaq-området.

Og endelig er der bygden Ikamiut ved Qasigiannguit:

- Oppe i den sydlige del af Disko-bugten, hvor Arctic Green Food tidligere har indhandlet i Ikamiut, satser vi også på at lave en transportordning, hvor vi kan flytte rogn til enten Qeqertarsuaq eller Ilulissat til produktion, oplyser Lars Nielsen.

Han forventer at Royal Greenland inden for to-tre uger har åbnet for indhandling samtlige steder.

Men hvad så efter rognsæsonen? Vil Royal Greenland også da sørge for at fiskere og fangere kan indhandle der, hvor Arctic Green Food-anlæggene ligger?

Det er for tidligt at sige noget om endnu, lyder det fra produktionsdirektøren:

- Vi har på et tidligere tidspunkt meddelt Selvstyret, at vi nok ville være i stand til at drive de anlæg, som tidligere er blevet opereret via Arctic Green Food. Men da de jo ligger i Greenland Properties er det jo ike en mulighed. Det eneste vi hører er at Greenland Properties påtænker at drive en del af anlæggene fremadrettet, men hvilke de tænker at drive, og hvilke de ikke gør, ved vi faktisk ikke. Og derfor er det lidt vanskeligt for os at være konkrete omkring dette, udtaler Lars Nielsen.

I 2011 valgte Arctic Green Food nemlig at føre sine bygninger over i søsterselskabet Greenland Properties, som nu altså står som ejer af dem