Royal Greenland sælger metalskrot

Royal Greenland fik 70.000 kroner ekstra i kassen, da de sidste år solgte metalskrot i forbindelse med ombygningen af fabrikken i Ilulissat. Nu har de gentaget succesen.
Skrevet af Noah Mølgaard
29. november 2012 08:16

Royal Greenlands fabrik i Ilulissat blev ombygget i 2011 og en stor mængde metal- og jernskrot med rustfri stål blev skiftet ud. Teknisk chef Jens Madsen og fabrikschef Hans Lars Olsen undersøgte muligheden sælge skrottet - og fik succes med deres projekt.

De fandt Uniscrap i Søborg som gerne ville tage imod det der ellers ville være endt ude i jerndumpen i Ilulissat, skriver Royal Greenland.

De fyldte en 20 fods container op med rustfrit stål affald, ventede lidt på at verdensmarkedspriserne på jern og metal steg, og sendte containeren af sted. De tjente fabrikken omkring 70.000 kroner på, dette efter at alle omkostningerne er betalt.

- Vi har gentaget succesen i år. Vi fyldte en container op igen, og denne gang tjente vi 50.000 kroner. Lige nu er vi i gang med at fylde en tredje container op med blandet jern og metal affald, såkaldt sort jern og rustfrit stål. Vi har fundet ud af, at Uniscrap også gerne vil have gamle kabler, så dem sender vi med i år. Det er den vej, vi skal i fremtiden med hensyn til jern og metalskrot, fortæller Jens Madsen til Royal Greenlands hjemmeside.