Royal Greenland kunne ikke skjule millionbonus

Et af de to afgående, forgyldte direktionsmedlemmer i Royal Greenland er fortørnet over, at hans million-godtgørelse er blevet offentliggjort, men selskabets bestyrelsesformand mener, at det er vilkårene, og kalder det naivt at tro andet.
Skrevet af Mads Fisker
28. januar 2011 17:22

Royal Greenlands fratrådte vicekoncern-chef, Paviaaraq Heilmann, er stærkt utilfreds med, at hans og direktør Flemming Knudsens fratrædelses-godtgørelse på i alt 14,5 millioner kroner er blevet lagt ud til offentlig skue.

I en email til Qanorooq, der de sidste dage har dækket sagen, skriver han:

- Jeg er ikke blevet oplyst fra ejerne og bestyrelsen om, at oplysningerne om fratrædelsesbonus skal blive offentliggjort til diverse medier.

Paviaaraq Heilmann ønskede i dag ikke at uddybe emailens indhold over for Radioavisen, mens bestyrelsesformand i Royal Greenland, Niels de Coninck-Smith, forklarer, at man i bestyrelsen ikke følte, at million-godtgørelsen kunne forblive en hemmelighed.

- Jeg kan forstå ham, og at det er superirriterende. Jeg må bare sige, at vi følte, da vi drøftede dette det, at vi jo ikke kunne skjule det her. Når man indgår i en kontrakt med en offentlig virksomhed på det plan, så må man også acceptere en vis offentlighed omkring forholdene. Det var nok naivt at tro, at det her kunne holdes skjult, siger Niels de Coninck-Smith.

Det fremgår ikke hvordan de 14,5 millioner er fordelt mellem de to direktionsmedlemmer. Og det vil hverken Niels de Coninck-Smith eller Paviaaraq Heilmann svare på. Heilmann påpeger dog i samme email, at han i hvert fald ikke har modtaget halvdelen af beløbet.