Royal Greenland fortsætter som GIF-sponsor

Også i 2013, hvor sporten i Grønland fejrer 60 års fødselsdag, bakker et af landets største firmaer, Royal Greenland, op omkring den grønlandske idræt. RG har netop forlænget sit sponsorat med Grønlands Idræts Forbund med yderligere et år, og sporten kan se frem til 200.000 kr.
Skrevet af Peter Troelsen
07. december 2012 14:13

Det var Finn Meinel, næstformand for Grønland Idrætsforbund (GIF) og Mikael Thinghuus, administrerende direktør for Royal Greenland, der underskrev sponsoraftalen for 2013. Sponsorater kommer til at gaven alle ni specialforbund, der er organiseret under GIF´s vinger.

- Det er med glæde, at Royal Greenland fortsat vil være med til at støtte sundhedsfremmende aktiviteter for børn og unge i specialforbundene, ved at forlænge vores sponsoraftale med Grønlands Idrætsforbund, siger Mikael Thinghuus, administrerende direktør i Royal Greenland.

I samarbejdsaftalen lægger Royal Greenland vægt på, at sponsorpengene skal øremærkes til sundhedsfremmende aktiviteter for børn og unge i specialforbundene fodbold, håndbold, badminton, bordtennis, taekwon-do, ski, qajaq, arctic aport og volleyball.

-Det er yderst gavnligt for idrætten i Grønland, at Royal Greenland igen støtter den frivillige idræt med et beløb på kr. 200.000, for året 2013. Beløbet kommer mange tusinde frivillige, der bruger en stor del af deres fritid, på at sikre at børn og unge kan dyrke en sund fritidsbeskæftigelse, til gavn. På den måde får børn og unge skabt nogle sunde relationer med deres sportsvenner, udtaler Finn Meinel, næstformand for Grønland Idrætsforbund.