Royal Greenland-fileter får hug i dansk smagstest

Der er drøje hug til et af fiskerikoncernen Royal Greenlands produkter i en smagstest, der i den forløbne weekend blev offentliggjort i den danske avis Søndagsavisen.
Skrevet af Karsten Sommer
26. maj 2014 09:30

Det drejer sig om Royal Greenlands panerede fiskefileter, som simpelthen dumper i smagstesten.

Produktet er det dyreste af alle de testede fiskefileter og vurderes samtidig som det dårligste af alle dem alle.

- Den smager ikke af særligt meget og føles virkelig tør i munden, siger en af dommerne, Gert Larsen fra Hotel- og restaurationsskolen i København, mens den anden smagsdommer, kokken Maria Kirk Exner, ligefrem mener, at Royal Greenlands fiskefileter "har en underlig smag, og rammer helt ved siden af".

Den dårlige vurdering vækker ærgrelse hos Royal Greenland.

- Vi tager selvfølgelig den dårlige evaluering meget alvorligt og har straks foretaget en række tests af netop dette produkt, siger RG´s marketing manager Marianne Kragh Roetboell til Søndagsavisen.

Søndagsavisen er en gratisavis, der hustandsomdeles i det meste af Danmark hver weekend med et oplag på cirka 1,2 millioner eksemplarer. Dermed er Søndagsavisen Danmarks mest læste avis.