Royal Greenland får anpartsmajoritet i Qeqertaq Fish

Royal Greenland har nu opkøbt 58 procent af anparterne i Qeqertaq Fish i Disko bugten, det bekræfter produktionsdirektør i Royal Greenland Lars Nielsen overfor KNR.
Skrevet af Oline I. Olsen
29. november 2012 10:11

Qeqertaq Fish indhandler hovedsageligt hellefisk i en tæt konkurrence med Halibut Greenland og Royal Greenland, der nu ejer 58 procent af anparterne. Konkurrencen har været med til at presse priserne op for hellefisk i Disko bugten.

- Det er vigtigt for Royal Greenland at være stærk i vores kerneområder, og hellefisk er absolut en af vores kerneområder. Vi ser det her som en mulighed for, at få adgang til flere hellefisk ud i vores salgsorganisation, samtidig håber vi på, at kunne skabe en større værdi i Qeqertaq Fish end der har været hidtil, siger produktionsdirektør Lars Nielsen til KNR. Han har siddet i forhandlingerne med de tidligere ejere i Qeqertaq Fish, som har ønsket at sælge ud af deres aktier.

Ifølge et bestyrelsesmedlem i Qeqetaq fish har det nye kvotesystem i det kystnære fiskeri efter hellefisk, med olympisk fiskeri for jollefiskerne og kvotetildelinger til større fartøjer haft den konsekvens at der bliver indhandlet 3-400 tons færre hellefisk til fiskefabrikken i bygden Qeqertaq.

- Og dermed mister ejerne indtjening og sælger ud af deres aktier, sig et bestyrelsesmedlem til KNR.

Qeqertaq Fish ejes således nu af Royal Greenland, som i fredag opkøbte 58 procent af anparterne. Dansk-ejede Kangaamiut Fish ejer 35 procent af anparterne i Qeqertaq Fish og de resterende 7 procent tilhører privatpersoner.