Royal Greenland bygger nyt og udvider

Royal Greenland A/S river deres nuværende anlæg i Aappilattoq ned og bygger et nyt. Derudover udvider de anlægget i Kullorsuaq. Begge dele forventes klar til brug inden året er omme, skriver virksomheden på sin hjemmeside.
Foto © : Royal Greenland
Skrevet af Kenneth Elkjær
01. februar 2017 12:03

Planen er, at det nye anlæg i Aappilattoq får dobbelt så meget lagerplads som den nuværende fabrik. Ifølge Royal Greenland vil det give nye muligheder for at producere og indhandle året rundt.

- Det betyder, at fiskerne i Aappilattoq kan indhandle til fabrikken hele året. Det betyder også, at vore medarbejdere på fabrikken i Aappilattoq kan producere hele året, siger driftschef i Royal Greenland Upernavik, Flemming Andersen.

Driftschefen oplyser også, at man hos Royal Greenland forventer at kunne ansætte tre nye medarbejdere, når anlægget står klar i slutningen af 2017.

Renovering og udvidelse

I Kullorsuaq kan de se frem til en renovering og udvidelse af det nuværende anlæg. Flemming Andersen håber, at man med mere lagerplads på fabrikken kan undgå, at man er nødt til at sende medarbejdere hjem:  

- Det vil forhåbentlig medføre at fiskerne kan indhandle til fabrikken over hele issæsonen. Mere lagerkapacitet vil også medføre kontinuerlig produktion på fabrikken, så vi dermed undgår hjemsendelser af vore medarbejdere i Kullorsuaq, siger Flemming Andersen.

Royal Greenland forventer at være færdig med at renovere og udgvide i Kullorsuaq i september i år.