Royal Arctic skibsindkøb vækker bekymring

Et samlet finansudvalg har lige siden Royal Arctic Bygdeservice' skibsindkøb første gang dukkede op i forbindelse med finansloven for sidste år haft mange betænkeligheder ved det selvstyreejede rederis store investeringer i en fornyelse af bygdeskibene.
03. februar 2011 14:04

Investeringer, der så siden i finanslovsmæssig sammenhæng er vokset fra 267 millioner kroner til 535 millioner kroner, fordi Royal Arctic også lige skal have et nyt atlantskib.

Fra Naalakkersuisuts side understreges det, at samfundets investeringer i nye skibe er sikret gennem Royal Arctic Line's koncessioner og 20 år lange servicekontrakter.

Og det er lige her filmen knækker for samtlige finansudvalgets medlemmer. De havde nemlig ønsket at få hele godstransportområdet blev taget op i Transportkommissionen eller i det mindste uvildige ekspertbud på en moderne og effektiv transportstruktur. Men det blev pure afvist af Naalakkersuisut.

Og det får et enigt finansudvalg til at konstatere, at Naalakkersuisut og centraladministrationen alene har arbejdet hen imod en videreførelse af den nuværende transportstruktur på godstrafikområdet. Og dét uden at der har været nogen nævneværdig offentlig debat om det, og uden at sagkyndig ekspertise udenfor departementet og aktieselskaberne har haft mulighed for at analysere beslutningsgrundlaget eller gøre indsigelse.

Hele dette forløb betegner det samlede finansudvalg som både stærkt kritisabelt og stærkt utilfredsstillende.

Men her skilles så vandene i finansudvalget. Koalitionspartiernes tre medlemmer af udvalget med formanden Naaja Nathanielsen i spidsen kalder ganske vist forberedelsen og undersøgelserne omkring skibskøbene for helt utilstrækkelige, men ser sig med beklagelse nødsaget til at imødekomme landets behov for fortsatte forsyninger. Også selv om sagen er dårligt forberedt, som det tilføjes.

Men her går mindretallet, Siumuts to medlemmer Per Berthelsen og Akitsinnguaq Olsen anderledes kontant til værks. De anser det som uansvarligt blot at udtrykke kritik og så alligevel godkende en sådan gældssættelse. De anbefaler i stedet, at Selvstyrets rederier leaser skibe, hvis de gamle skibe ikke kan sejle længere. Og at der så gennemføre en reel undersøgelse af mulige alternativer og efterfølgende præsenterer et reelt oplæg for Finansudvalget.

I aftenradioavisen kommenterer Finansudvalgets formand Naaja Nathanielsen sagen.