Rotary gør børnehjemsbørns jul endnu bedre

Det er en ualmindelig god tradition, Rotary i Nuuk med årene har opbygget. Hvert år inviterer de børnene fra fire børnehjem i Nuuk på god mad og julegaver. I år foregik det på Godthåb Bryghus, og børnehjemsbørnene fik sig en ordentlig en på opleveren.
Skrevet af Peter Troelsen
21. december 2012 12:10

Rotary er en global velgørenhedsorganisation, og her i Grønland tager de deres opgave meget alvorligt. I samarbejde med Brugseni og GA var der indkøbt gaver for godt 40.000 kr. til gårsdagens arrangement, hvor også Bamse og Kylling og Julemanden kom forbi.

-Vi har været meget heldige med, at Brugseni har været velvillige i forbindelse med vores arrangement. De har pakket alle gaverne, skrevet til- og frakort ud fra vores lister, og så har de også været med til at sponsorere arrangementet. Vi har i den grad nydt, at gøre lidt ekstra for en børneflok, der ikke har haft en nem opvækst. Deres glæde over at deltage og få gaver er hele sliddet værd, fortæller Otto Strømmand fra Rotary i Nuuk.

Rotary i Nuuk har mange bolde i luften. Blandt andet Rotarykollegiet, der i øjeblikket er klar til en renovering. Også institutionen Mælkebøtten nyder godt af et sponsorat fra Rotary og rotaryanerne er også den glade giver ved andre lejligheder.

-Vi får en masse ansøgninger i løbet af et år, og hvis vi finder formålet godt nok, så er der en stor chance for, at vi giver et beløb. Det er altid en glæde for os at kunne gøre en forskel, og efter en aften som i går aftes, så kan man se at det arbejde vi lavet nytter, mener Otto Strømman fra Rotary i Nuuk.

Fotografen Toke Brødsgaard var tilsted i går aftes og har uden beregning taget billeder fra aftenen, og han er også manden bag billederne til denne artikel.

-Alle børn blev råbt op efter tur og fik af Julemanden en gave, der var udvalgt specielt til dem. Alle gaverne var sponseret af Rotary og Brugsen, og det var virkelig flotte gaver, der blev givet. Glæden, der strålede ud af børnenes øjne, var da heller ikke til at undgå. Den oprigtige lykke der strømmede ud af dem, var fantastisk at opleve, fortæller Toke Brødsgaard.