Rosing forlader Demokraterne og smækker med døren

Michael Rosing kan ikke længere stå inde for den politik Demokraterne fører. Hen melder sig derfor ud af partiet. Det oplyser han selv i en pressemeddelelse.
Foto © : KNR
Skrevet af Mads Pedersen
19. september 2017 10:09

Der var en gang hvor jeg var stolt af at være Demokrat, det er snart længe siden. Listen over politiske tiltag som jeg ikke kan stå inde for er ganske lang, lyder det fra Rosing.

Han kommer med en længere liste over Demokraternes politiske handlinger, som han ikke kan stå inde for. Blandt andet nævner han, at Demokraterne under Inatsisartuts forårssamling har stemt for, at rejekvoterne skulle omfordeles til en 50-50 ordning.

- Det er et brud med D's princip om at sikre stabile rammebetingelser for erhverv i Grønland. Og det var en ubegrundet kovending efter at vi efteråret før havde talt lodret imod samme forslag, skriver det nu tidligere medlem hos Demokraatit.

Balladen om Michael Rosings politiske liv startede allerede i april, hvor han blev frataget sine ordførerskaber og udvalgsposter i partiet. Ifølge formand Randi Vestergaard Evaldsen skyldes det, at der var samarbejdsproblemer mellem Rosing og resten af gruppen i Inatsisartut.

LÆS OGSÅ Demokraterne sender Rosing uden for døren

Det er anden gang i år, at en Demokrat melder sig ud af partiet grundet utilfredshed med partiets politiske tilgang. Den første var Poul Hansen, der tilbage i maj, valgte at melde sig ud efter kommunalvalget. Han forlod partiet i protest mod de dobbeltmandater, som Randi Vestergaard Evaldsen, Justus Hansen og Nivi Olsen sidder på i Inatsisartut og kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq.

Michael Rosing blev ikke valgt til Inatsisartut i 2014, men kom ind, da Andres Uldum forlod grønlandsk politik. Rosing fortsætter som løsgænger i Inatsisartut.

Kritik fra Rosing:

*Under Inatsisartuts forårssamling 2017 valgte Demokraterne at stemme for at rejekvoterne skulle omfordeles til en 50-50 ordning. Det er ifølge Rosing et brud med Demokraternes princip om at sikre stabile rammebetingelser for erhverv i Grønland.

*Under samme samling fremkom Demokraatits formand og næstformand med et forslag om en ekstraordinær pulje på 5 mio kr. til Tasiilaq. Der var ingen plan for hvad de penge skulle bruges til.

*Ifølge Rosing benytter Justus Hansen, der er fra Tasiilaq enhver chance for at skrabe goder til sin hjemby, med partiets formand Randi Vestergaard Evaldsen som støtte.


*Demokraatit har tidligere gået ind for personlig frihed. Alligevel taler partiet tilsyneladende for Ilanngaassivik, som fratager folk deres helt basale rettighed til at disponere over deres egen indkomst. Det er ikke det Rosing ønsker.

LÆS OGSÅ Splid i Demokraterne i lys lue