Roman indstillet til børnelitteraturpris

Romanen ’Fortællingen om Kaassalik’ er kommet med i opløbet om Vestnordisk Råds Børne- og ungdomslitteraturpris. Det er sjette gang, at prisen uddeles til en forfatter fra et af de tre vestnordiske lande. Dog har Grønland endnu til gode at hive den prestigefyldte pris med hjem.
Skrevet af Louise M. Kleemann
07. december 2011 13:17

Den grønlandske bedømmelseskomité har til Prisen for 2012 valgt at nominere bogen Kaassalimik oqaluttuaq (Fortællingen om Kaassali) skrevet af Lars-Pele Berthelsen og illustreret af Pia Falck Pape og som er udgivet af forlaget Ilinniusiorfik.

I begrundelsen for nomineringen siger den grønlandske bedømmelseskomité bl.a:

- Der er tale om en spændende roman. Den handler om ungdomskærlighed der strækker sig over et hverdagsliv i Nordgrønland. Romanen er ikke en typisk storfangerfortælling. Bogen som er velskrevet og spændende vil være en god anderledes læsning for unge, siger Thordur Thorarinsson, som er Generalsekretær for Vestnordisk Råd.

Den færøske bedømmelseskomité har indstillet Skriva í sandin (skrevet i sanden) af Marjuna Syderbø Kjelnæs. Og fra Island har dommerkomitéen indstillet bogen Með heiminn í vasanum (Med hele verden i lommen), af Margrét Örnólfsdóttir.  

Prisen uddeles hvert andet år til en forfatter fra enten Grønland, Færøerne eller Island.

Men Prisen er ikke kun en opmuntring til at gå videre. Den er en hæder og et kvalitetsstempel, der sammenlignes med andre institutionaliserede litteraturpriser, som f. eks. Nordisk Råds forfatterpris.

I august 2012 udråbes vinderen af prisen. Og med prisen følger der  60.000 danske kroner.