Rod i Selvstyrets regnskaber

Det står ikke godt til med Selvstyrets evne til at føre regnskab. Blandt andet er der usikkerhed om hvor mange skatteindtægter, der rent faktisk ryger i landskassen. Problemet er af ældre dato, men er ikke blevet bedre.
Skrevet af Karsten Sommer
05. august 2011 06:00

Og der mangler blandt andet lønninger for 7,7 millioner kroner i landskasseregnskabet, fortæller dagens Setmitsiaq.

Kritikken fremgår af den seneste revision af Selvstyrets årsregnskab.

- Samlet set er indtægtsførslen af skatter og diverse hensættelser forbundet med så stor usikkerhed, at det er et væsentligt problem, bemærker Peter Wistoft og Claus Bech fra Deloittes afdeling i Nuuk.

Også listen over folk, der skylder penge til landskassen, er behæftet med så store usikkerheder, at den er ubrugelig til at beregne, hvor mange penge Selvstyret har til gode hos skatteyderne.

- Overordnet er det vores vurdering, at kvalitetsniveauet af regnskabet er faldet i forhold til tidligere år, fastslår Peter A. Wistoft og Claus Bech.

Blandt andet bliver væsentlige beløb, der er bogført forkert, uopdagede i lange perioder, på grund af svækkede afstemningsprocedurer også af bankkonti, lyder det.

Revisorerne anbefaler desuden, at Selvstyret fremover prøver at forenkle overenskomsterne med deres ansatte.

- Dette vil reducere risikoen for, at der opstår fejl, fremhæver revisorerne.

Intatsiartuts revisionsudvalg har indstillet til formanden at årsregnskabet offentliggøres snarest muligt, skriver Sermitsiaq.