Robusthed skal redde de unge

Mange unge mænd truer med selvmord eller tager ligefrem deres eget liv, når de møder modgang i kærlighedslivet. Nyt projekt skal gøre dem mere robuste.
10. februar 2015 12:19

Et bristet kærlighedsforhold kan gøre ondt, og for unge mennesker kan det være særligt svært at styre følelserne. Faktisk sker rigtigt mange selvmord, når kærligheden gør ondt. Derfor skal de unge mennesker være mere robuste.

 

De unge mænd

Som tingene er nu, er det nemlig særligt en gruppe, der vælger at tage deres eget liv.

- Det er unge og primært mænd, som både begår selvmord, men også truer med at ville begå selvmord. Det er i den alder, hvor man begynder at danne par. Måske er der nogle af dem, der bliver skuffet og går ud og laver det her, siger vicepolitimester Viggo Johansen til KNR.

 

Starter i 5. klasse

For at styrke de unge mennesker, så de bliver mere robuste og bliver bedre til at klare modgang, er der særlig fokus på eleverne helt nede i 5. klasse.

Et projekt om robusthed er startet i samarbejde mellem Paarisa og Kommunqarfik Sermersooq og er ved at blive spredt til hele landet. Formålet er at styrke de unges mentale sundhed og gøre dem mere robuste.

Læs også Drenge bør lære at snakke om følelser

- Grunden til, at man snakker om det i relation til selvmordsforebyggelse, er, at for at nedbringe den her rigtigt kedelige statistik, så skal vi jo ind i langt højere grad og sikre os, at vi har nogle velfungerende børn og unge, der kommer ud i livet, siger Christina Viskum Lytken Larsen, der forsker i selvmord i Grønland.

 

Skal kunne håndtere modgang

Hun peger på, at når man taler om, hvorfor folk tager deres eget liv, så er det at kunne håndtere større problemer, noget der bliver fremhævet som en årsag.

- Der er robusthed et forsøg på at kunne skabe nogle konkrete redskaber til, når man står i vanskelige situationer, hvor man er rigtigt ked af det eller rigtigt sur, og så forsøge at skabe nogle gode handlemønstre i de situationer, siger Christina Viskum Lytken Larsen.

Hvis du har tanker om selvmord, kan du ringe til Attavik 146 alle hverdage fra 19-21.