Rigsrevisionen: Forbedret indsats i arktisk

Den danske rigsrevision er tilfreds med den indsats, som Forsvaret yder i Arktis. Det viser et notat fra Rigsrevisionen. Det sker, efter statens revisorer tidligere har kritiseret Forsvaret for ikke at leve op til sine forpligtigelser i Arktis.
Foto © : Kim Møller Petersen/Arktisk Kommando
13. november 2016 16:15

Forsvaret har forbedret sit arbejde i Arktis. Det mener statens revisorer. Siden 2013 er der blandt andet blevet uddannet personale, så der ombord på hvert forsvarsskib i Arktis er mindst to personer, som er specialister i havmiljø.

De er nødvendige, hvis der skulle ske en miljøkatastrofe i Arktis. Desuden laver Forsvaret i dag langt flere kontrolbesøg på skibe i grønlandsk farvand end i 2013.

Foreløbig er 99 skibe fra januar til og med juli i år blevet kontrolleret for, om de overholder miljøregler. Målet er, at 20 procent af alle skibe i grønlandsk farvand skal tjekkes. Især hvis de sejler på tungolie, som er meget skadelig for havmiljøet.

I 2013 kritiserede Rigsrevisionen, at det danske forsvar på flere områder ikke var i stand til at tage vare på mennesker og miljø i Arktis.

Blandt andet fik arbejdet med at lave søkort for Grønland hårde ord med sig, fordi arbejdet gik for langsomt.

Som eneste punkt fastholder Rigsrevisionen her, at det er utilfredsstillende, at Geodatastyrelsen har måtte udskyde leveringen af 41 søkort til  Grønland i 2018, fordi styrelsen flytter fra København til Aalborg.

Der er nu indgået en ny aftale om levering af søkortene med Selvstyret, som Rigsrevisionen vil holde øje med, lyder det.

Rigsrevisionen er desuden tilfreds med, at regeringen sammen med Selvstyret er i færd med at lave en ny lov for beskyttelse af havmiljøet, som skal gælde ud til 200 sømil fra Grønland.