Rhythm 'n' blues i Katuaq tirsdag

Den amerikanske guitarist Robben Ford besøger i morgen tirsdag Nuuk i selskab med den danske sanger Bobo Moreno. Ved en foyekoncert i Katuaq kan indbyggerne i Nuuk nyde de to kendte navne fra kl. 21.00
Skrevet af Peter Troelsen
14. maj 2012 13:25

Når guitaristen Robben Ford går på scenen i Katuaq i morgen aften, har han en gedigen erfaring fra sit arbejde med nogle af rock- og jazzmusikkens store navne med sig. Bod Dylan, Miles Davis og Dizzy Gillespie har blandt mange andre nydt godt af amerikanerens geniale guitarspil.

Den danske sanger Bobo Moreno leverer det vokale arbejde til Robben Fords guitarspil, og han er kendt for en stor soulstemme. Moreno har i flere år været fast sanger sammen med Tivolis Big Band, når der har været lørdagskoncerter i Torbensens gamle have, og også på populærmusikfronten har Bobo Moreno gjort sig som den ene halvdel af duoen Peaches & Bobo, der slog igennem i Danmark for små tyve år siden. Desuden har Bobo Moreno i kraft af sin fremragende stemme i mange år været brugt som korsanger og i musicals.

Med sig på scenen har de to Dan Hemmer på orgel, Jesper Mortensen på trommer og Nicolas Findsen på bas.