Revisionsudvalg afventer svar

Der var ikke nogen klar konklusion efter revisionsudvalget i dag holdt samråd med formanden for naalakkersuisut, Kuupik Kleist om politikerne privatøkonomiske interesser.
Skrevet af Rune Langhoff
01. juni 2011 16:15

 I stedet afventer udvalget dokumenter fra Inatsisartuts formandskab, inden de vil melde noget ud.

- Kuupik Kleist gav os nogle svar, som krævede, at vi får flere oplysninger fra Inatsisartuts formandsskab, siger udvalgets formand, IAeren Naaja Nathanielsen til Radioavisen.

Samrådet var indkaldt for at få svar på, hvor langt man er kommet med at skabe mere åbenhed om politikeres private erhvervsinteresser. Et emne, der blev hedt debatteret under valgkampen for to år siden, men som endnu ikke har udmøntet sig i konkrete tiltag. Og også et emne, der er blevet særligt interessant, efter at KNR har afsløret naalakkersuisoq for råstoffer, Ove Karl Berthelsens, engagement i transportfirmaet Kamma Aps.

På baggrund af dagens samråd vil revisionsudvalget først træde samme igen i midten af næste uge, når de har de oplysninger, der er brug for.

Derefter vil man vurdere, om der fremadrettet bliver gjort nok for at sikre åbenhed om politikernes privatøkonomiske interesser.