Retschef var ikke den yngste

Advokaten bag omdiskuteret undersøgelse var lidt for hurtig med kommentarer omkring retschefs alder.
07. september 2013 14:22

Andreas Salmony blev som 32 årig ansat som retschef i formandens departement i Selvstyret. Det aspekt, at han var så ung fyldte meget i den ikke-uvildige advokatundersøgelse, der er blevet lavet af Naalakkersuisuts advokat, Niels Hansen Damm, i undersøgelsen står der:

- Af ansættelseskontrakten fremgår, at Andreas Salmony på tiltrædelsestidspunktet var 32 år. Andreas Salmony er dermed, mig bekendt, den yngste retschef i Hjemmestyrets og Selvstyrets historie. Undertegnede fandt, at det måtte være vanskelig for en så ung person med deraf følgende begrænset erfaring at bestride posten som retschef

Nu lader det dog til, at advokaten ikke har helt styr på fakta. Demokraternes Palle Christiansen påpeger nemlig, at Hjemmestyret i 2008 ansatte en retschef, Søren Volder, som på daværende tidspunkt var 30 år. Oplysninger der fremgår af en artikel fra Sermitsiaq.AG og som ifølge Palle Christiansen tog ham mindre end 5 minutters søgning på nettet for at finde.

Derfor har Palle Christiansen nu skrevet følgende i et paragraf 37 spørgsmål til Naalakkersuisut, som jo hyrede sin normale afvokat Niels Hansen Damm til denne ikke helt normale opgave.

- Det undrer mig, at en ansvarlig advokat, som har påtaget sig en undersøgelse med så vidtrækkende konsekvenser - og som ikke kan undskylde sig med ung alder og manglende erfaring - vælger at lade personlige antagelser indgå i sin redegørelse, uden at kontrollere rigtigheden heraf. Med risiko for at afsløre utilstrækkelig viden om Selvstyrets forhold. Og med risiko for at undersøgelsen vil fremstå ulødig. Hvad er Naalakkersuisuts bemærkninger hertil?