Rethval var en blåhval

Den rethval der i maj blev observeret i Diskobugten og dermed var den første af sin art i Grønland - var slet ikke en rethval! Men derimod et eksemplar af verdens største pattedyr, nemlig en blåhval. Det oplyser Grønlands Naturinstitut på sin hjemmeside.
22. oktober 2009 07:24

Da hvalen i maj blev observeret kunne man i første omgang ikke bestemme, hvilken art der var tale om. Fangeren og biologen, der observerede hvalen i et par timer, kunne ikke se nogen rygfinne på hvalen. Og derfor mente de, at der måtte være tale om en nordkaper - eller nordlig rethval som den også hedder. Og den er ikke tidligere observeret i Grønland.

For at få flere oplysninger om hvalen, blev der dengang taget en hud-biopsi, som nu er blevet undersøgt på Stockholms Universitet.

De genetiske undersøgelser af biopsien viser helt klart, at det var en blåhval og ikke en rethval, som blev observeret i Disko Bugten.

Årsagen til, at det ikke i felten kunne afgøres, at det var en blåhval, er, at rygfinnen ikke på noget tidspunkt var synlig. Imidlertid sidder rygfinnen så langt tilbage på en blåhval, at den godt kan lave flere uddykninger uden at vise rygfinnen.