Republikaner har nyt i mulig korruptionssag mod Biden
Efter Joe Bidens store politiske comeback supertirsdag melder en republikansk senator om nyt i korruptionsundersøgelsen mod Hunter Biden.
Senator Ron Johnson siger onsdag aften dansk tid, at han forventer at udsende en midlertidig rapport om en undersøgelse af Joe Bidens søn Hunter Bidens tidligere rolle som bestyrelsesmedlem i det ukrainske gasselskab Burisma.
- Jeg håber på at kunne sende den ud inden for en måned eller to, siger han ifølge Reuters.
Meldingen kommer kort efter Joe Bidens triumf ved supertirsdag, hvor 14 delstater afholdt primærvalg.
LÆS OGSÅ Genopstanden Biden er tilbage efter kanonvalg supertirsdag
Her blev feltet af Demokrater, der kæmper om at blive partiets præsidentkandidat, reelt skåret ned til Joe Biden og Bernie Sanders.
- Der er spørgsmål, som Joe Biden aldrig har svaret tilstrækkeligt på.
- Hvis jeg var en demokratisk vælger, ville jeg have disse spørgsmål besvaret ordentligt, før jeg stemte endeligt, siger Ron Johnson.
Hunter Biden arbejdede for Burisma, mens hans far, Joe Biden, var vicepræsident for Barack Obama.
Hunter Bidens rolle har tidligere været under angreb og er blevet kaldt korrupt af Donald Trump og andre republikanere i Kongressen. Der er endnu ingen beviser, der har kunnet bakke den påstand op.
Både Hunter og Joe Biden har afvist, at de har gjort noget galt.