Repræsentationschef udpeget

Inuuteq Holm Olsen er blevet udnævnt til chef for Grønlands Selvstyres nye repræsentation i Washington D.C af formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond.
Skrevet af Jette Andersen
08. december 2013 12:27

- Det er meget glædeligt, at der på finansloven for 2013 er bevilliget midler til at oprette en repræsentation i Washington D.C., der placeres på den danske ambassade, siger Aleqa Hammond.

Inuuteq Holm Olsen begynder på sin nye post fra det nye år og helt frem til 2019. Altså en 5-årig periode. Hans primære opgaver vil være at styrke de handelsmæssige og økonomiske relationer mellem Grønland og USA, ligesom oprettelsen af stillingen skal styrke samarbejdet inden for mineralefterforskning, industri, uddannelse, forskning, kultur og oprindelige folk.

Repræsentationschefen forventes at varetage samme opgaver over for Canada.

Inuuteq Holm Olsen har en kandidatgrad i international politik fra George Washington University i Washington D.C. og har arbejdet i Selvstyret siden 1996. Han har erfaring fra Udenrigsministeriet, han har gjort tjeneste som ambassadesekretær ved Grønlands Repræsentation i Bruxelles. Han har siden 2003 arbejdet i Udenrigsdirektoratet i forskellige stillinger.