Reparation af søkabel i Sydgrønland ventes genoptaget onsdag
Tele-Post vurderer, at afbrydelsen vil vare mellem 15 og 20 dage.

Skrevet af Jens Betak
Reparationen af søkablet ved Sydgrønland genoptages i morgen, efter en dags forsinkelse på grund af storisen.
Det betyder, at de private internetforbindelser bliver afbrudt i morgen, onsdag.
- Vi forventer at arbejdet kan blive genoptaget onsdag. Men det afhænger meget af is- og vejrsituationen, lyder det fra Paarnaq Hansen fra Tele-Post.
LÆS OGSÅ Brud på søkabel forsinker formentlig prisnedsættelser
- Der er meget is på reparationsstedet. Derfor har det ikke været muligt at påbegynde arbejdet før, og kabelskibet har afventet situationen på stedet, fortsætter hun.
Tele-Post forventer, at afbrydelsen af internettet i Sydgrønland vil vare mellem 15 og 20 dage, hvis afbrydelsen sker i morgen.