Rensdyrjæger eftersøgt

I søndags eftersøgte Nuuk Politi en forsvundet rensdyrjæger. Chartret helikopter, politifolk og patruljehunde blev brugt i forsøget på at finde rensdyrjægeren.
Skrevet af Pipaluk Høegh
25. september 2012 09:16

En urolig jagtkammerat meldte sin 40-årige ven forsvundet til Nuuk Politi, efter at vennen ikke var kommet tilbage til båden som aftalt. De var begge gået i land i Godthåbsfjorden og havde aftalt at mødes ved en båd lørdag aften.

- Det handlede om en mand, som var i god fysisk form, og som er vant til at færdes i naturen, så da han ikke var kommet tilbage til aftalt tid, frygtedes det, at der var sket ham en ulykke. Da han havde været væk i ca. 24 timer, blev der søndag foretaget eftersøgning af ham, dels fra chartret helikopter og dels med politifolk og patruljehunde, det oplyser Nuuk Politi.

Rensdyrjæger fundet

Efter mørkets frembrud blev eftersøgningen foreløbigt indstillet, fordi det var for svært at lede i mørket. Søndag aften ved ni tiden kom den eftersøgte rensdyrjæger dog selv tilbage til båden.

Det har været dyrt for politiet at lede efter rensdyrjægeren, der alligevel ikke var i livsfare. Manden havde bare glemt at medbringe en VHF radio, eller satellittelefon, så han kunne melde ud, at han var forsinket.

-En kraftig opfordring fra politiet til rensdyrjægere skal hermed være, undlad at gå alene, man kan falde og brække et ben eller lignende. Medbring en VHF radio eller satellittelefon, en GPS, kompas og et kort. Gør man det, kan man medvirke til en besparelse på mange tusinde kroner, det oplyser Nuuk Politi.