Rekordhøj temperatur er målt i Østgrønland

Milde vindforhold og en masse sol har resulteret i en ny varmerekord nær Ittoqqortoormiit på 23,4 grader.
Rekorden blev målt på en måler i lufthavnen Nerlerit Inaat, oplyser DMI. Foto © : DMI
02. august 2021 15:10

Sommeren i år har allerede budt på én vejrrekord her i landet, men vejret bliver ved med at overraske. 

For mens de i Qaqortoq har oplevet den mest regnvåde juni nogensinde, har der aldrig før været så varmt i Ittoqqortoormiit, som det var i sidste uge. 

I torsdags blev der nemlig sat ny varmerekord, da temperaturen sneg sig op på 23,4 grader. Det er 1,4 grader varmere end den seneste rekord, der blev målt i 2004.

Det skriver DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, i en pressemeddelelse. 

- Selvom vores kvalitetssikring af de registrerede juli-temperaturer i Grønland ikke er færdig, er der ingen grund til at betvivle varmerekorden, siger John Cappelen, der er seniorklimatolog i DMI.

Ingen vind og masser sol giver varme

Temperaturen blev målt i lufthavnen Nerlerit Inaat, der ligger nær Ittoqqortoormiit.

Lufthavnen og byen ligger på hver sin side af en fjord, der er omkranset af høje fjelde. 

LÆS OGSÅ Juni var blandt de vådeste nogensinde målt i Sydvestgrønland

De seneste uger har det ikke blæst særlig meget i fjorden, og det har været med til at holde på varmen. Samtidig er solen jo lige nu oppe det meste af døgnet, og derfor falder temperaturen kun i begrænset omfang om natten.

- Luften har næsten stået stille og er bare blevet varmere og varmere, som dagene er gået, skriver DMI.

Temperaturen er dog mere normal nu og ligger på mellem ni og 14 grader.