Rekord-stor havørn

Den havørn, som et par rypejægere bragte til Nuuk i sidste uge, var så afkræftet at den døde i fredags. Nu viser det sig at den er rekordstor.
Skrevet af Naimah Hussain
14. marts 2011 08:46

Hun-havørnen, der var ca. 1½ år gammel var sandsynligvis blind på det ene øje. Trods sit handicap har den klaret sig indtil nu, men den har nok i høj grad været afhængig af ådsler frem for friskfanget bytte, oplyser Lars Maltha Rasmussen, som er forsker ved Grønlands Naturinstitut Pinngortitaleriffik.

-Alligevel var den usædvanligt stor. Dens vingefang blev målt til 253 cm. Og det er cirka 8 cm mere end rekorden for havørne, og der er derfor tale om en uofficiel verdensrekord, lyder det fra Lars Maltha Rasmussen.

Den døde ørn bliver nu opbevaret i fryseren på Grønlands Naturinstitut og vil sammen med andre havørne senere indgå i en undersøgelse af hvor meget havørne i Grønland er påvirket af miljøfremmede stoffer.

Og så lige en opfordring fra Naturinstituttet:

-Hvis du finder en død havørn, jagtfalk eller vandrefalk eller en anden totalfredet fugl i naturen skal du aflevere den til Grønlands Naturinstitut, hvis du ikke lader den ligge. Alle fugle, der ikke har jagttid er totalfredet.

På Dyreinternatet blev det forsøgt at give fuglen noget at spise, men den var så afkræftet, at den døde.