Rekord: Flest studerende gennemfører AU på handelsskolen

Rekordmange AU-studerende på handelsskolen i Nuuk har gennemført deres uddannelse. I sidste uge dimitterede 82 procent af en årgang.
Foto © : Randi Vestergaard Evaldsen
23. juni 2015 13:12

På akademiuddannelsen på landets handelsskole i Nuuk startede der for to år siden 28 elever, og i sidste uge fik 22 bevis på deres uddannelse.

Det svarer til, at 82 procent har gennemført deres uddannelse, hvilket et rekordmange.

Og ikke nok med det, så har årgangen det højeste gennemsnit i uddannelsens historie.

De studerende selv mener, at opskriften på skolens succes skal findes i sammenhold, ansvar og samarbejde.

Den rekordhøje gennemførelsesprocent vækker glæde hos uddannelsenskoordinatoren Dagmar Joenson. Hun enig med de studerende i, at sammenhold, ansvar og samarbejde er nøgleordene. 

Læs også Forkert valg af uddannelse er den største årsag til frafald

Hun peger også på, at uddannelsen har et tæt samarbejde med erhvervslivet, og så har skolen lavet en mentorordning, hvor de stærke studerende får løn for at hjælpe de lidt svagere studerende.

Hvis Dagmar Joenson skal komme med et godt råd til andre videregående uddannelser, så er det netop at hjælpe hinanden:

- Fordi det at hjælpe hinanden giver ligeså meget til den, som hjælper, som den der modtager. Det er en win-win-situation for begge parter. Så hvis man får skabt et sådant miljø også på andre uddannelser, så tror jeg, at det vil hjælpe rigtig meget, siger Dagmar Joenson til KNR.

Randi Vestergaard  Evaldsen, medlem af Demokraterne, var også en af de studerende på holdet, som blev færdigt i sidste uge.

Hun skriver til KNR, at lærerne har haft et højt fagligt niveau, og at de har været gode til at vejlede og støtte de studerende undervejs i uddannelsen.