Rejselegater for 716.000 kroner uddelt til Sermersooq-borgere

Kommuneqarfik Sermersooq har i år uddelt rejselegater til 54 borgere og deres familier. Det er især børnefamilier, der kan glæde sig over rejselegater.
Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af Mads Pedersen
23. maj 2017 12:42

114 borgere har søgt om rejselegater i år, hvilket har en værdi på i alt 1,6 millioner kroner. Men Kommuneqarfik Sermersooq havde en pulje på 716.000 kroner, derfor har rejselegatets bestyrelse været nødt til at prioritere. 

Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside. 

Kommunen har prioriteret familier med lav indkomst og familier, som ikke har haft mulighed for at rejse inden for de seneste fem år. Formanden for rejselegatet, Rasmine Geisler, glæder sig over at kunne uddele legater til så mange famillier. 

- Vi har ud fra de kriterier, der ligger til grund for hele tanken bag legatet, udvalgt 54 ansøgninger, hvor vi mener, at en rejse vil gøre størst gavn. Det er en stor glæde, at vi i år har kunnet dele rejselegater ud til hele 54 borgere og deres familier, og det er utroligt skønt, at vi har så stort et beløb at gøre godt med i legatudvalget, udtaler Rasmine Geisler. 

Kommunens formål med at uddele rejselegater er at skabe mulighed for, at familier kan holde kontakten og holde samhørigheden ved lige. Og ikke mindst at bidrage til et internationalt og kulturelt udsyn ved at give kommunens borgere mulighed for at realisere rejseønsker i og udenfor Grønland.