Rejsehold skal markere stier

Et rejsende arbejdshold skal rejse rundt og markere stier sammen med lokale i tre byer i Qaasuitsup Kommunia.
24. juni 2010 09:24

De næste fire uger opmærker rejseholdet fra Qaasuitsup Kommunia vandrestier i Qasigiannguit, Qeqertarsuaq og Uummannaq.

Det er kommunen og Destination Avannaa der har ønsket, at lave stimarkeringer i de tre byer i 2010.

- Alle tre byer har en smuk natur, gode muligheder for vandreruter og stort turismepotentiale. Kommunen har etableret kontakt til samarbejdspartnere i alle tre byer. Der vil blive afmærket dagsturstier med udgangspunkt i byerne, ikke fleredagesruter, oplyser Qaasuitsup Kommunia.

De seneste år har Qaasuitsup Kommunia forbedret vandrestierne omkring Ilulissat, de sidste 5 år med hjælp fra Mellemfolkelig Samvirke. I år står kommunen selv for arbejdet.

Rejseholdet består af et arbejdshold med to medarbejdere fra kommunen, to studerende og to frivillige.