Rejsedirektør: Et dumt paradeforslag

Søfartssstyrelsen er overbevist om, at et kommende krav om at tvinge krydstogtskibe til at koordinere deres sejlads i de grønlandske ofte isfyldte farvande vil kunne redde liv. Men et af de selskaber, der hvert år sejler langs kysten herhjemme, frygter for konsekvenserne og mener slet ikke, at det er nødvendigt.
06. februar 2012 11:39

Søren Rasmussen er direktør i Albatros Travel, hvor man har sit eget krydstogtsskib, der hvert år bruger hele sommersæsonen ud for Grønland.

- Sikkerheden er helt ekstremt høj, og alle skibe har i dag alle mulige former for sikring, der gør, at de er meget tæt på at være synkefrie. Samtidig er redningsfartøjerne i sig selv små skibe. Risikoen for en ulykke er ekstrem lille efter min opfattelse og i hvert fald inden for den marginal, som jeg mener, at man må acceptere. Så hvad er det i grunden, man vil? Jeg synes, det virker som et rigtigt, rigtig dumt paradeforslag, siger rejsedirektør Søren Rasmussen.

Hos Søfartsstyrelsen mener man - ikke overraskende - at kravet til rederierne om at koordinere deres sejlads, så de kan komme hinanden til undsætning, er anderledes nødvendigt. Og hvad man vil? Ja, det er sådan set ganske klart, forklarer kontorchef Per Sønderstrup.

- For de her øde egne i Arktis handler det altså om at have andre skibe i området, så man kan få hjælp, hvis der sker en ulykke. Det er det helt afgørende. De nærmere detaljer om, hvor længe der skal gå, før et andet skib når frem, er ikke helt konkrete endnu. Men det vi taler om er jo, at man kan komme til undsætning inden for et passende tidsrum; vi taler timer, måske få timer og på den måde kan redde menneskeliv, siger Søfartsstyrelsens Per Sønderstrup.

Men hos Albatros Travel mener man altså, at sikkerheden er så høj og risikoen så lille, at man bør acceptere den. Og uden dog endnu at kende til kravets præcise udformning, frygter man i lighed med Visit Greenland, at det kan vise sige ødelæggende for turismen herhjemme.

- Hvis det er sådan, at man på vores rejser til Thule skulle have et skib i nærheden hele tiden - det vil jo ikke kunne lade sig gøre. Der er ingen andre, vi kan blive koordineret med, så det er slut. Men lige meget, hvordan man vender og drejer det, så vil kravet betyde, at der forsvinder en masse krydstogtsturime, og det er ikke min, der står først for. Det bliver de store skibe, der ikke gider at finde sig i det. Det vil jo ikke ringe til deres konkurrenter og foreslå at tage en tur til Grønland sammen. Hvorfor skulle de det? Det er jo alt for besværligt, lyder det fra direktør i Albatros Travel, Søren Rasmussen.

Fra Søfartsstyrelsens side understreger man, at repræsentanter for krydstogtsrederierne også sidder med omkring bordet, når det kommende regelsæt løbende bliver diskuteret i den Internationale Maritime Organisation.

Her ventes man inden for to år at vedtage den nye lovgivning for sejlads omkring Grønland og det øvrige Arktis.