Rejerne i tilbagegang

Mens rejefiskeriet er gået markant tilbage var der sidste år pæne stigninger i indhandlingsmængderne af torsk, stenbiderrogn, hellefisk og makrel.
30. juni 2014 06:33

Det viser en opgørelse fra Grønlands Statistik.

Indhandlingen af rejer, der hidtil har været Grønlands vigtigste eksportvare, faldt med 5.000 tons til en samlet fangst på knap 45.000 tons, men til gengæld steg værdien af rejerne med cirka 16 millioner kroner til 352 millioner.

Den økonomiske højdespringer sidste år var dog hellefisken. Indhandlingen steg med 30 millioner kroner mere end året før til i alt 373 millioner. I alt blev der landet godt 25.000 tons eller lige omkring 2.000 tons mere end året før.

Torskefiskeriet kunne også notere en pæn stigning. Der blev indhandlet 4.500 tons mere end i 2012. I alt indbragte torskefiskeriet 63 millioner kroner eller cirka 13 millioner mere end året før.

Derimod faldt indtjeningen på stenbider med 10 millioner kroner til lige omkring 44,5 millioner kroner - også selv der blev indhandlet mere i 2013 i forhold til 2012, fremgår det af Grønlands Statistiks opgørelse.

Forsøgsfiskeriet på makrel i 2013 indbragte knap 71 millioner kroner.