Rejeafgift behandles i Inatsisartut i dag

Inatsisartut behandler i dag forslaget om en forhøjelse af rejeafgiften. Bliver forslaget vedtaget betyder det 9 millioner kroner mere i de offentlige kasser.
22. oktober 2009 06:49

Hvis Inatsisartut ellers holder sin dagsordensrækkefølge i dag, så byder dagen på 1.behandling af Naalakkersuisuts politisk kontroversielle forslag til en forhøjelse af rejeafgiften.

Rejepriserne svinger hele tiden. Tidligere blev der opkrævet rejeafgift når prisen på et kilo rejer nåede 13 kroner. Fremover foreslår Naalakkersuisut, at der opkræves afgift, allerede når rejeprisen er på 11 kroner og 70 ører.

Den ændrede afgiftsgrænse ventes at give landskassen en merindtægt på 9 millioner kroner og er en del af den lovpakke, der i forbindelse med finanslovsforslaget skal sikre Selvstyret øgede indtægter i form af "afgiftsjusteringer", som det diplomatisk er udtrykt i Naalakkersuisuts lovoplæg.

Men forhøjelsen af rejeafgiften er kun ét ud af to afgiftsforslag, der rammer fiskeriet. Det andet forslag, er en helt ny afgift på de torsk og hellefisk, der ikke landes til videreforarbejdning i Grønland.

Her vil Naalakkersuisut have en en krone pr. kilo torsk og to kroner pr. kilo hellefisk, der går uden om de grønlandske fabrikker. Gennemføres den nye afgift, skulle der komme ekstra 22 millioner i landskassen fra fiskeriet.

Begge forslag er blevet mødt med stor modstand fra fiskerierhvervet og fra politisk hold. Atassut har kaldt de nye afgifter for kassetænkning af værste skuffe. Og Grønlands Arbejdsgiverforening kalder afgifterne for en uretfærdig brandbeskatning af fiskeriet.