Regler for fangst på små hvaler på vej

Nu skal det være slut med ureguleret fangst på de små hvaler. Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug er i gang med at fastsætte regler for fangst på marsvin, spækhuggere, grindehvaler, hvidnæsede delfiner og døgling.
Skrevet af mlk
22. august 2013 10:02

Og det er et tiltag, der vækker glæde i Naturinstituttet:

- Det er noget, der har været undervejs længe, og det er på tide, der sker noget, siger Fernando Ugarte, som er afdelingschef i Afdelingen for Pattedyr og Fugle.

Fangsten på grindehvaler, delfiner og døgling er så lille, at Naturinstituttet ikke betragter den som problematisk. Men de 2000-3000 marsvin, der fanges hvert år, kan potentielt være et problem for bestanden, siger han.

- Vi ved at fangsten er gået op, fordi man fanger flere end tidligere. Niveauet er så højt, at der er behov for forvaltning, siger han.

Den Nordatlantiske Havpattedyrskommission, Nammco, som Fernando Ugarte er medlem af, har besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe om marsvin, som skal komme med rådgivning til fangsten.

De foreløbige grønlandske fangsttal for 2011 lyder på over 2.800 dyr og 1.960 for 2012.. Men også antallet af fangne spækhuggere er på vej op, fra 3 i 2007 til foreløbigt 22 indberettede hvaler for 2011 og 34 for 2012.

- Det har ikke været et problem før nu, men nu er der begyndt at være stor fangst i Østgrønland, muligvis på grund af is og ændringer af byttedyr. Man har fanget spækhuggere i Tasiilaq hvert år de sidste fem år, og det er en fangst, der muligvis er for høj, så det skal der fokus på, siger Fernando Ugarte.

Også Verdensnaturfonden WWF glæder sig over den kommende regulering.

- Det er ikke et øjeblik for tidligt. I mine ører lyder en fangst på 2-3000 marsvin lyder af rigtig meget. Jeg håber, at der vil blive nogle tiltag til at få undersøgt, hvad en bæredygtig fangst af småhvaler kan være, siger arktisk biolog Eva Garde, som har speciale i hvaler. Hun håber også, der vil komme fokus på fangsten af spækhuggere og grindehvaler.

De små hvaler er de sidste grønlandske fangstdyr, som endnu ikke er reguleret. Ifølge kontorchef i Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug Amalie Jessen er bekendtgørelsen en rammebekendtgørelse, og hun kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt der vil blive sat kvoter på småhvalerne, men hun vedkender, at bekendtgørelsen har været længe undervejs. Det skyldes mangel på ressourcer i departementet, siger hun.

De nye regler vil blive færdiggjort i løbet af 2013 efter ansættelsen af en ny AC-fuldmægtig og forventes at træde i kraft i løbet af 2014 eller 15, oplyser departementet.

Til gruppen af små hvaler hører selvfølgelig også narhvaler og hvidhvaler, men de to arter har i modsætning til de øvrige småhvaler været underlagt kvoter siden 2004.