Regeringen kan ikke ændre i lærebøger om Grønland

Selvstyreaftalen mellem Danmark og Grønland ændrer ikke umiddelbart undervisningen om Grønland i den danske folkeskole. Det fremgår af et svar fra undervisningsminister Bertel Haarder til folketingsmedlem Lars-Emil Johansen fra Siumut.
21. december 2009 13:47

Men Bertel Haarder er enig i, at det nye grønlandske Selvstyre og det nye system, der følger heraf, må sætte sig væsentlige spor i den undervisning om emnet, der gennemføres i Danmark.

- Men på folkeskoleområdet er det den enkelte skoles bestyrelse og den enkelte lærer, der ud fra Undervisningsministeriets overordnede rammer og de lokalt vedtagne læseplaner beslutter, hvilke undervisningsmaterialer der anvendes på den enkelte skole og i den enkelte klasse, understreger han.

Det samme gør sig - ifølge Bertel Haarder - gældende på det gymnasiale område. Her er ministeriets læreplaner er udformet på et overordnet niveau med fastlæggelse af undervisningens faglige mål og kernestof uden angivelse af bestemte læremidler.

- I Danmark har vi et frit forlagsmarked, der udvikler og sælger undervisningsmidler til brug for undervisningen, uden at undervisningsministeren kan blande sig direkte i indholdet, understreger undervisningsminister Berthel Haarder i sit svar til Lars-Emil Johansen.