Regentparret er i Uummannaq-fjorden

Det royale Grønlandstogt nåede idag til bygden Saattut ved Uummannaq, der for første gang nogensinde fik kongeligt besøg. I høj solskin sejlede de lige i favnen på 200 hujende bygdeboere. Hør lyden ved ankomsten til Saattut.
Skrevet af Nauja Møller
13. juli 2011 12:53

Efter den højlydte velkomst stod der besøg i daginstitutionen Amaannuaq på skemaet.
Lederen af institutionen, Petra Mathiassen, fortæller umiddelbart efter, at mens børnene tog det i stiv arm og råbte begejstret på majestæten, var hun selv lidt mere ængstelig ved situationen. Og der kom lidt nerver på.

- Nej, ikke inden, men da de kom hen på institutionen, var det lidt svært for mig. Altså, hvor skal jeg stille mig, hvordan skal jeg hilse på dem osv. Sådan oplevede jeg det, siger Petra Mathiassen, der havde svært ved at tro på, at hun befandt sig så tæt på Dronningen, og at hun endda besøgte hendes arbejdsplads. Men besøget er bestemt veloverstået:

Hvordan var det?

- Dejligt. Det er også en anderledes oplevelse for os beboere i Saattut og for børnene. Det gik så godt.

Opholdet i Saattut sluttede med sang, folkedans og gaveoverrækkelse ved skolen. Lige nu er Dannebrog med Regentparret på vej til bygden Niaqornat, der venter royalt visit kl. 17 og et par timer frem.

Hør udsendelsen her: