Reformarbejdet på handicapområdet er genoptaget

Medlem af Naalakkersuisut for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke, Mimi Karlsen skriver i et svar til partifællen, medlem af Inatsisartut, Debora Kleist fra IA, at reformarbejdet på handicapområdet nu videreføres. Departementet for Sociale Anliggender har efter en pause sidste år igen igangsat reformarbejdet i forbindelse med udlægningen af handicapområdet til kommunerne.
19. september 2009 14:52

Naalakkersuisut er indstillet på at hele området - uddannelse, beskæftigelse og bolig - skal udvikles i et tæt samspil med de øvrige selvstyreområder og med udgangspunkt i allerede indsamlet viden.

Det fremgår blandt andet af svaret til Debora Kleist, at det vil være muligt at få så godt som alle handicappede i alle aldersgrupper i gang med undervisning, udddannelse, arbejdsprøvning, beskæftigelse eller arbejdet inden for de eksisterende lovgivningsmæssige rammer.

Mimi Karlsen skriver også i sit svar, at den gamle folkeskolelov gav mulighed for at beholde elever med vidtgående handicap i folkeskolen til og med deres 20. år, men denne mulighed for forlængelse af undervisningspligten eksisterer ikke i den gældende folkeskolelov, som opererer med 10 års undervisningspligt. - Men dermed er det ikke sagt, at unges muligheder for at modtage undervisning, uddannelse med videre er forringet. Tværtimod er der i anden lovgivning mange muligheder for at tilrettelægge individuelle forløb for de unge, understreger Mimi Karlsen.

Hun tilføjer iøvrigt, at kommunerne ventes at overtage handicapområdet - herunder specialundervisningen - i løbet af 2010. Og i den forbindelse foregår der en række løbende forhandlinger mellem Naalakkersuisut og De Grønlandske Kommuners Landsforening - Kanukoka - for at afdække behovene for yderligere justeringer i skole- og uddannelseslovgivningen.