Reform: Vittus holder møde med fire borgmestre i Ilulissat

Naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq, indleder i dag en evaluering af kommunesammenlægningen ved et møde med borgmestrene i de 4 storkommuner.
Skrevet af Karsten Sommer
04. august 2014 14:11

Det foregår i Ilulissat i dag og i morgen.

Til mødet har naalakkersuisoq for indenrigsanliggender inviteret den danske økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, der vil fremlægge sine erfaringer fra den danske kommunesammenlægning.

- Vi skal først og fremmest drøfte, hvad det kommende evalueringsarbejde skal bestå af og hvilke elementer, der skal evalueres, siger Vittus Qujaukitsoq.

LÆS OGSÅ Reform: Asii tilfreds med midlertidigt løsningsforslag

Kommunalreformen blev gennemført for at effektivisere den offentlige forvaltning, for at skabe stærkere kommuner, og for at beslutningerne om borgerne skulle foregå mere åbent. Desuden ville man sikre nærdemokratiet for borgerne og en mere effektiv borgerservice. Nu vil Vittus Qujaukitsoq finde ud af, om det er gået, som man forventede.

To års evalueringsarbejde
De tre centrale emner som skal diskuteres handler om opgaver og byrdefordeling mellem selvstyret og kommunerne. Og desuden spørgsmålet om kommunernes størrelse, som Vittus Qujaukitsoq dog først forventer at der vil blive taget hul på til næste år, siger han i en pressemeddelelse.

Vittus Qujaukitsoq forventer at evalueringsarbejdet vil tage to år.

I en ny skrivelse til kommunerne gør Qujaukitsoq det også klart, at det han anerkender visse mangler i det oplæg til ny udligningsordning, som kommunerne har modtaget. Derfor skal dagen i morgen også bruges på at diskutere en midlertidig udligningsmodel, der kun gælder for næste år.