Redningsaktion i Ilulissat ender godt

Politiet måtte søndag nat indsætte helikopter for at redde to personer, efter deres jolle havde fået motorhavari 30 kilometer inde i Isfjorden ved Ilulissat.
Skrevet af Kenneth Elkjær
02. januar 2017 12:39

Det nye år startede dramatisk for to personer, der var sejlet ind i Isfjorden i deres jolle. Klokken 19.00 modtog politiet en anmeldelse fra bekymrede pårørende, der af to omgange forsøgte at komme de nødstedte til undsætning med en 40 fods båd.

Men på grund af ismasser og dårligt vejr lykkedes det dem ikke at komme frem til jollen med de to ombord.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet besluttede i dialog med to personer i jollen, at sætte en redningsaktion i gang på grund af det voldsomme vejr i området med vindstød på 18 m/s fra syd og minus 8 grader.

Air Greenlands SAR helikopter blev sendt i luften kort før klokken to, og med helikopterens hjælp lykkedes det at redde de to nødstedt, der tyve minutter i tre var tilbage i Ilulissat lufthavn i god behold, selvom de var nedkølede.