Redningsøvelse i Nordgrønland

Grønlands Kommando gennemfører i august en større rednings- og samarbejdsøvelse i Nordgrønland.
30. juli 2009 06:16

Øvelsen foregår i samarbejde med beredskabet på Thule Air Base og den canadiske kystvagt, og starter med en evakueringsøvelse i farvandet ved Pituffik, hvor inspektionsskibene HVIDBJØRNEN og EJNAR MIKKELSEN deltager. Øvelsen handler om at yde assistance til et krydstogtskib, inklusive førstehjælp og evakuering af tilskadekomne.

En anden øvelse er en samarbejdsøvelse mellem HVIDBJØRNEN, EJNAR MIKKELSEN og isbryderen HENRY LARSEN fra den canadiske kystvagt. Her lægges der vægt på at træne i eftersøgning af et større havområde. Derfor deltager også et af Flyvevåbnets Challenger fly i øvelserne.

For alle deltagerne er øvelsen en unik mulighed for at træne i et øde område, hvor der er langt mellem havne og landingsbaner - men også et område, der tiltrækker flere og flere turister, og som derfor har brug for et større sikkerhedsberedskab.

I forbindelse med øvelsen vil inspektionsskibene HVIDBJØRNEN og EJNAR MIKKELSEN også besøge Lancaster Sound, der ligger ved indsejlingen til Nordvestpassagen, ligesom de vil anløbe Resolute i Canada.

Øvelsen foregår fra 25. august til 5. september.