Ny fiskerilov: Rederier truer Kielsen med søgsmål

Seks af landets største rederier skruer nu bissen på overfor Naalakkersuisut i sagen om det stærkt omdiskuterede forslag til en ny fiskerilov.
Skrevet af Thomas Munk Veirum
12. september 2017 12:10

I et fælles brev stilet direkte til formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, skriver Grønlands Erhverv på vegne af seks rederier, at de er parate til at sagsøge Selvstyret, og at Naalakkersusiut bør trække lovforslaget tilbage.

Dermed ser det ud til at forudsigelsen i lovforslagets egne bemærkninger om mulige søgsmål bliver en realitet, såfremt at fiskerilovsforslaget gennemføres i den nuværende form.

LÆS OGSÅ For mange både gjorde fiskeriet til dårlig forretning

Rederierne begrunder deres trussel om et erstatningskrav i, at Naalakkersuisut vil ændre de tidsubegrænsede kvoters status til tidsbegrænsede:

- Vi mener således, at der vil være tale om ekspropriation af en erhvervet ejendom, skriver de seks rederier i brevet, som KNR er kommet i besiddelse af.

- Som følge heraf ser vi os nødsaget til at anlægge en erstatninssag mod Grønlands Selvstyre, står der videre.

LÆS OGSÅ Fiskerilovsforslag skaber usikkerhed

Det er underskrevet af Grønlands Erhvervs på vegne af de seks rederier Ice Trawl Greenland, Imartuneq Trawl, Niisa Trawl, Polar Seafood Greenland, Qajaq Trawl og Sikuaq Trawl.

Ifølge KNRs oplysninger har rederierne fået foretaget en juridisk vurdering af lovforslaget, og det er den vurdering, der ligger til grund for truslen om en erstatningssag.

LÆS OGSÅ Ny fiskerilov kan blive økonomisk lussing til landskasse og erhvervsliv

Der står ikke noget om hvor stort et beløb, rederierne vil gøre krav på, men bestyrelsesformanden for Polar Seafood, Henrik Leth, har tidligere udtalt til avisen Sermitsiaq, at der kan blive tale om et milliardbeløb, med den begrundelse at rederierne har investeret meget store beløb i trawlere med den forudsætning, at rejekvoterne er tidsubegrænsede.