Reception

Det Grønlandske Hus i København siger i dag farvel til deres direktør gennem 16 år. Inger Bruun går på pension, og derfor er der i dag blevet indbudt til reception i husets café.
Skrevet af Martine Lind Krebs
24. maj 2013 09:05

Inger Bruun har tilbragt stort set hele sit arbejdsliv i Det Grønlandske Hus – først som leder af rådgivningskontoret, sidenhen som souschef og siden 1997 som direktør. Det er blevet til i alt 40 år.

I sin tale i dag talte Inger Bruun om lighed mellem mennesker, og at det er i forskelligheden, at man skal erkende, om man mener ligheden oprigtigt. 

- Jeg lærte her i huset så mange ting, som udvidede mig. Jeg lærte at grine, inderligt og indfølt, og jeg lærte at vi også kan være fælles i sorgen, lige meget hvor i verden, vi kommer fra.At når det gælder alle de ægte menneskelige følelser, så hører de hjemme hos os alle, og at det netop er heri, vi er lige, sagde hun.

Hun kom også ind på nogle af de opgaver, som det ikke er lykkedes at få løst gennem hendes år som direktør.

- Noget, der har pint mig gennem samtlige 40 år er bevidstheden om, at der stadig deporteres mennesker til Danmark til Herstedvester og Risskov. At der stadig er en dansk myndighed, der ikke vil tage det hele alvorligt, som ikke få mit land til at holde op med at være en straffekoloni.

Et af Inger Bruuns sidste projekter har været forsøget på at sikre grønlandske studerende i København en række kollegieboliger. Det er til hendes fortrydelse ikke lykkedes at få den sidste underskrift på papiret endnu, men hun er stadig fortrøstningsfuld for, at aftalen falder på plads inden sommer.

Inger Bruuns afløser, Leise Johnsen, den nuværende direktør på Napa, starter 1. september. Inger Bruun har sidste arbejdsdag på fredag i næste uge.