Realisering af zinkproduktion nærmer sig

Det går godt for zinkefterforskningerne i Citronen Fjord i det nordøstlige Grønland. Det australske mineselskab Ironbark har nu fået tilført mere end 60 millioner kroner i nye aktier.
Foto © : Ironbark
Skrevet af Karsten Sommer
18. november 2010 11:20

Efter mineselskabet Ironbark Zink i sommer meddelte om fund af langt større zinkforekomster end forventet i selskabets Citronen Fjord-projekt i Nordøstgrønland, har selskabet i denne uge gennemført et udbud af aktier til projektet, for at samle mere kapital. Og det er gået rigtig godt, meddeler børshjemmesiden proactiveinvestors.com

11,5 millioner dollars eller lidt mere end 60 millioner kroner, fik selskabet afsat i nye aktier til Citronen Fjord projektet.

Den forstærkede arbejdskapital øger mulighederne for at igangsætte en egentlig produktion i Citronen Fjord fra 2013, meddeler mineselskabet ifølge hjemmesiden.

Den endelige beslutning afhænger dog stadig, dels af godkendelse af projektet fra de grønlandske myndigheder, dels af fortsat gode verdensmarkedspriser på zink, og endelig et vellykket lønsomhedsstudie, der endnu ikke er færdiggjort.

Entreprenørkonsortiet MT Højgård har blandt andet i sommers lavet undersøgelser af hvad zinkudvindingen vil kræve af investeringer i infrastruktur i det øde område i Nordøstgrønland, hvis zinkminen skal blive en realitet.