Realdania har holdt møde med Qaasuitsup Kommunia

Det meget omtalte projekt i Ilimanaq, som blandt andet omfatter restaurering af to fredede historiske bygninger er nu endelig ved at komme i støbeskeen. Realdania Byg, der skal stå for restaureringen af de to gamle bygninger i Ilimanaq, har i går holdt møde med Qaasuitsup Kommunia.
Jess Svane
09. december 2013 06:34

- Det er dejligt og betryggende at høre, siger Karen Johansen fra Ilimanaq. Hun er en af de mange borgere i bygden, der ser frem til, at der nu måske er fundet en form for stopklods for udflytningen fra Ilimanaq med de kommende nye arbejdspladser som Ilimanaq projektet vil medføre for bygden. For Ilimanaq projektet vil udover restaureringen af to gamle historiske bygninger også medføre bygning  af 15 moderne turisthytter:

- Vores idé med det her er jo at vi udover at restaurere, istandsætter og redder to fredede bygninger, så får vi også skabt nogle arbejdspladser på stedet. Det er sådan set det, der er meningen med det hele.  At bruge kulturarven som løftestang til at skabe lokale arbejdspladser, siger Frants Frandsen, projektleder for Ilimanaq projektet fra Realdania Byg.

Projektet mødte her i efteråret stærk modstand fra borgmesteren i Qaasuitsup Kommunia, Ole Dorph, der blandt andet som privatperson mødte op til et borgermøde i Ilimanaq og kaldte projektet for imperialistisk, og mente at borgerne i Ilimanaq ikke blev inddraget i projektet. Men som vi tidligere har fortalt, så besluttede et enigt kommunalbestyrelse i Qaasuitsup Kommunia at støtte op om projektet, der blandt andet binder kommunen til nogle opgaver:

- Samtidig skal vi også have nogle ting på plads som kommunen skal have lavet derude. Kommunen skal jo lave kloakering, forbedre tilgængelighed i terrænet, og så skal de sørge for at anløbsforholdene bliver bedre i Ilimanaq, siger Frants Frandsen.

Og kommunen påtager sig sin del af opgaven:

- Ja, vi har nogle kommunale opgaver som vi skal have lagt ind i kommuneplanen og sendt ud til høring. Blandt andet hvor de byggerier som kommunalbestyrelsen har godkendt, skal ligge henne, siger Jess Svane, viceborgmester i Qaasuitsup Kommunia.

Det ser nu ud til at restaureringen af de to historiske bygninger kan begynde fra foråret:

- Det næste, der skal ske nu, når vi har fået det sidste ting på plads med kommunen heroppe, er at vi simpelthen får praktisk planlagt hvad der skal ske i Ilimanaq. På baggrund af det materiale vi har fået fra opmålinger og registreringer derude, skal vi afgøre hvad vi starter med omkring restaureringen af de to historiske huse derude, som er det vi tager fat på i første omgang, siger Frants Frandsen.

Og det ser ud til at borgerne i Ilimanaq er ved at indstille sig til omvæltningen:

- Det er opløftende at høre nu hvor der er så meget arbejdsløshed. Og jeg ved at der er nogen i Ilimanaq, der nu overvejer at tage en uddannelse indenfor turisme. Det sker i glædens og forventningens tegn, siger Karen Johansen fra Ilimanaq, siger Karen Johansen.