Fem er dræbt af lynnedslag i Polen og Slovakiet

Fire mennesker er dræbt af lynnedslag i Polen, og en enkelt mand er omkommet i Slovakiet.
Ifølge et vidne blev en gruppe turister blandt andet ramt af lynnedslag på det polske bjerg Giewont. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau
23. august 2019 10:36

Fem personer - herunder to børn - har torsdag mistet livet som følge af voldsomt tordenvejr i Tatrabjergene ved grænsen mellem Polen og Slovakiet.

Derudover er mere end 100 personer kvæstet.

Fire personer blev dræbt på den polske side af bjergkæden. En enkelt mand er omkommet på den slovakiske side, oplyser den lokale redningstjeneste.

Ifølge et vidne, som tv-stationen TVN24 har talt med, blev en gruppe turister blandt andet ramt af lynnedslag på det polske bjerg Giewont.

Turister ender ofte deres vandretur på toppen af det 1894 meter høje bjerg, hvor et 15 meter højt jernkors blev placeret tilbage i 1901.

Korset menes at tiltrække lynnedslag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Ingen forventede, at sådan et uvejr pludselig ville opstå, og det var umuligt at forudse, siger den polske premierminister Mateusz Morawiecki.

Fem helikoptere har deltaget i redningsaktionen.

Den omkomne på den slovakiske side var en mand, der faldt ned i en kløft, da han blev ramt af et lyn.