RAL får ny administrerende direktør
Den nye administrerende direktør afløser Jens Andersen, der fratræder posten som topchef som for det selvstyreejede rederi siden 2001 for at gå på pension.
Verner Hammeken tiltræder med virkning fra 1. august 2015. Han skifter fra en stilling som chef for Mærsk-gruppens logistikselskab Damco i Centralafrika.
Verner Hammeken er født i Narsaq i Grønland, og er shippinguddannet hos A. P. Møller-Mærsk. Han har suppleret sin uddannelse med kurser på Københavns Universitet, London Business School og afslutter et MBA-projekt i juli 2015 fra Aston Business School.
Han har arbejdet for A. P. Møller-Mærsk i Danmark, Singapore, Elfenbenskysten, Kina, den Demokratiske Republik Congo samt i Cameroun, hovedsageligt indenfor Mærsks container-baserede aktiviteter. De seneste 17 år har Verner Hammeken arbejdet udenfor Danmark.