RAL leder efter nyt værft

De var bestilt, men så gik det tyske værft konkurs. Nu leder Royal Arctic Line efter ny leverandør af fem skibe.
Foto © : Branding Greenland
18. februar 2013 12:23

Så er jagten endnu en gang gået ind på fem nye skibe for Royal Arctic Line. De var egentligt allerede bestilt og betalt hos det tyske værft P und S Werften, men værftet gik konkurs og Royal Arctic Line er nu fuld gang med at finde en ny leverandør.

Administrerende direktør i Royal Arctic Line, Jens Andersen forventer, at en ny aftale senest ligger klar ved udgangen af juni. Royal Arctic Line holder bestyrelsesmøde d. 7. marts. Her håber Jens Andersen, at få mandat til at forhandle de endelige kontrakter på plads. 

Lige nu taler selskabet med fem seks forskellige værfter. Flere af dem forhandlede man allerede med i sidste omgang. Jens Andersen mener dog ikke, at man kan gøre mere end for at sikre sig mod konkurser end man allerede gjorde sidst.

- Vi kan ikke gøre ret meget andet, ud over at vurdere om de værfter vi taler med er økonomisk velfunderede og solide, siger Jens Andersen og henviser til at P und S Werften jo var ejet af den tyske stat.

Det er stadig usikkert, hvad konkursen kommer til at betyde for Royal Arctic Line, ligesom konsekvenserne af  den udsættelse den medføre også er uklare.

- Det kommer til at koste, vi havde regnet med, at vi i løbet af 2013 skulle indsætte nye skibe og dermed effektivisere. Det bliver nu udsat et par år, siger Jens Andersen.

Siden man hørte, at P und S Werften er gået konkurs er man gået i gang med at vedligeholde den nuværende flåde, så de skibe der skulle være pensioneret, nu kan tage en tørn mere.