RAL fornyer aftale med Aalborg Havn

Frem til 2022 er Aalborg nu Grønlands basishavn.
Skrevet af mlk
05. marts 2010 11:36

Naalakkersuisut har godkendt en forlængelse af aftalen mellem Aalborg Havn og Royal Arctic Line. Frem til 2011 er Aalborg Grønlands basishavn.

Aftalen indebærer kæmpe investeringer. Aalborg Havn forpligter sig til at investere 250 millioner kroner i havnen ved at opføre et nyt pakhus på 5.200 kvadratmeter, et lagerhotel på 4000 kvadratmeter og kontorfaciliteter. Efter den nye aftale skal havnen køle- og frysefaciliteter øges med 50 procent inden 2011. Den eksisterende aftale udløb i 2017, men kunne opsiges fra 2012.

- Vi har sukket efter faciliteter de senere år. Det er blevet nødvendigt i kraft af udviklingen. Med forlængelses af basishavnsaftalen kan vi få dem, siger Jesper Balthazar-Christensen, direktør i Arctic Container Operation ifølge en pressemeddelelse.

Også Aalborgs borgmester glæder sig:

- Vi har forenet alle gode kræfter for at være Grønlands anker i Danmark, siger han og peger på, at aftelen også gør Aalborg Havn attraktiv for anden trafik end den til Grønland.

Over 1000 medarbejdere er beskæftiget i Aalborg Havn med direkte relation til Grønland.

Samtidig med underskrivelsen af den nye aftale fusionerer Royal Arctic Lines datterselskaber Arctic Container Operation og Royal Arctic Lineagentur. Fusionen har været planlagt gennem længere tid, men har afventet forlængelsen af basishavnsaftalen.