Radio Ilulissat gransket og slukket

Økonomien er rent ud sagt forfærdelig. Sådan lyder det fra medlem af en styregruppe, der har gransket økonomien bag lokalradioen Radio Ilulissat. Tidligere er det kommet frem, at stationen har en samlet gæld på over 400.000 kroner.
Skrevet af Oline I. Olsen
12. januar 2013 06:00

Lokalradioens formand meddelte sin afgang tilbage i september, men udmeldingen er i følge styregruppen ugyldig, da en senere generalforsamling ikke har godkendt den, og han vil derfor snart blive indkaldt til en ny generalforsamling.

- Der er mulighed for at drive en lokalradio, hvis nogen har lyst og vilje. Men efter min mening er økonomien og udstyret rent ud sagt forfærdelige, som det er i dag, siger medlem af den fungerende styregruppe Andreas Poulsen.

 

Ved den sidste indkaldte generalforsamling var bestyrelsen fraværende og der manglede årsregnskab for to foregående år. Generalforsamlingen blev derfor aflyst og i stedet nedsatte mødedeltagerne en styregruppe, der nu har fået en revisor til at lave regnskaber for både 2011 og 2012.

Disse er snart færdige.

- Vi kan snart med årsregnskaberne i hænderne indkalde til en generalforsamling, siger Andreas Poulsen. Det kom frem i oktober at lokalradioen havde gæld for op imod 400.000 kroner. Om der er andre gældsposter  i foreningen kan Andreas Poulsen ikke sige noget om.

-Det kan jeg ikke på nuværende tidspunkt, men det vil blive fremlagt under det kommende generalforsamling, som forhåbentlig kan afholdes i slutningen af januar eller i begyndelsen af februar, siger Andreas Poulsen og forklarer at den siddende formand for bestyrelsen Knud Fleischer vil blive indkaldt. Det er på trods af at han i september skriftligt meddelte sin tilbagetræden.

- Der er ingen andre bestyrelsesmedlemmer tilbage, og hvis formanden skal træde tilbage, skal deltagerne under en generalforsamling godkende dette og udpege en ny bestyrelse, men det har deltagerne ved generalforsamling i oktober ikke ønsket.  og dermed er formandens meddelelse om sin tilbagetræden ikke godkendt, siger Andreas Poulsen.

På grund af dårligt udstyr og ingen muligheder for at ansætte medarbejdere i lokalradioen, er udsendelserne i Radio Ilulissat, der ellers blev genstartet i oktober, nu stoppet.