Rød blok rørende enige om grønlandspolitik

Der var ikke noget, som repræsentanterne for rød blok i går kunne blive uenige om, da der var vælgermøde i Det Grønlandske Hus i København.
Skrevet af Martine Lind Krebs
08. september 2011 09:33

Officiel undskyldning til Grønland. Satspuljeprojekter på finansloven. Dansk finansiering af en grønlandsk præst.

- Det er dejligt at sidde i et panel, hvor vi er så enige om alting, kommenterede SF's repræsentant ved rød bloks vælgermøde i Det Grønlandske Hus i København undervejs. De fire politikere fra rød blok Özlem Cekic (SF), Ikram Sawar (S), Pia Boisen (EL) og Mette Annelie Rasmussen (R) kunne nemlig stort set ikke finde noget at være uenige om.

Et af aftenens store debatemner var placeringen af midler til flere grønlandske projekter i Danmark under satspuljen – og her var der i panelet rørende enighed om, at det bør der laves om på.

- Midlerne bliver mindre og mindre, og hvis den her udvikling fortsætter, så er jeg bekymret for, at vi snart ikke har grønlandske projekter mere. Så derfor mener jeg, at vi har en forpligtelse over for det grønlandske mindretal til at sætte de her projekter på finansloven, sagde SF’s folketingsmedlem Özlem Sara Cekic.

Blot omkring 15 mennesker var mødt op til debatten, hvilket ordstyrer Marianne Jensen ærgrede sig over. Men blandt de fremmødte var der alligevel stor tilfredshed. En af dem var salgschef ved Air Greenland Nini Biilmann.

- Jeg var meget overrasket over, hvor velforberedte omkring grønlandske forhold her i Danmark de fleste af deltagerne var. Og også hvor stort kendskab der var til, at størstedelen af grønlændere her i Danmark bidrager positivt til det danske samfund, men man var også opmærksomme på det lille mindretal, der har brug for ekstra hjælp, siger hun.

Hun er dog ikke helt overbevist om, at forholdene for grønlændere i Danmark bliver så meget bedre, hvis rød blok kommer til magten:

- De giver udtryk for, at de gerne vil, men jeg bliver nødt til at se, om der bliver afsat penge til de forskellige områder, og det ikke bare er valgflæsk.

Det er det første vælgermøde i Danmark specielt rettet mod de grønlandske vælgere og om de grønlandske problemstillinger.

Det grønlandske hus i København oplyser, at de netop har fået en forespørgsel om at lægge lokaler til et lignende valgmøde med Kristendemokraterne, der vil undersøge muligheden for at finde repræsentanter for hele den blå blok.