Rådgivning om lomvier fordrejes i debatten

Grønlands Naturinstitut mener, at debatten om lomviebestanden i Grønland er blevet fordrejet af både medier og andre aktører, siden instituttet i oktober offentliggjorde sin biologiske rådgivning for lomvier.
12. december 2013 05:31

Det er blevet fremstillet adskillige gange i debatten, at biologerne har meldt ud at lomvien generelt er udryddelsestruet i Grønland. Men dét er ikke korrekt.

Biologerne har derimod meldt ud at visse kolonier er udryddelsestruede.

Biologerne har konstateret at ynglebestanden af lomvier i hele landet er gået tilbage med 15 pct. Og hvis Qaanaaq-området holdes ude af regnestykket - her er bestanden nemlig stabil - er den samlede nedgang for resten af Grønland faldet med mellem 35 og 40 pct.

Samtidig er det også fastslået, at der i dag er 19 ynglekolonier i Grønland og af dem er 12 i tilbagegang, mens fem kolonier af lomvier i opgørelsesperioden er helt forsvundet.

Samtidig vudere situationen i seks kolonier som yderst kritisk. Det drejer sig om lomvie-kolonier i den sydlige del af Upernavik-området, i Diskobugten, i Sydgrønland og i Illoqqortoormiut. Her er bestandene reduceret med mellem 62 og 74 pct.

Det er også blevet fremstillet i medierne, at Naturinstituttet skulle have udpeget ulovlig jagt af lom-vier som den primære årsag til bestandsnedgangen i Grønland. Men dét er heller ikke korrekt. Det korrekte er, at Naturinstituttet har meldt ud, at årsagerne til tilbagegangen kan skyldes ulovlig jagt, ulovlig ægsamling, forstyrrelser i kolonier og måske også økologiske forhold blandt andet som følge af klimarelaterede ændringer.

Naturinstituttets biologer er iøvrigt enige med fangerne i, at der i visse perioder stadigvæk er mange lomvier langs Grønland. Men siger de samtidig: En stor del af dem der fanges om vinteren er lomvier fra andre lande og flere af disse bestande er også i tilbagegang.

Summa summarum er dog, at stor del af de tilbageværende ynglebestande har det virkelig skidt i Grønland og der må handles i tide, hvis at der også skal være lomvier til vores efterkommere.

Og det er et faktum, at jagt er den eneste knap vi kan regulere på nu og her. Derfor har Naturinstituttet også anbefalet totalfredning som den mest effektive og ansvarlige løsning, mens en alternativ løsning kan være en kraftig reduktion af jagttiden til en måned i oktober/november.