Rådgiver: Svært at vide hvordan rejsesituationen ser ud om en måned

Det er uvist, om der fortsat kommer til at være restriktioner på indrejse til Grønland efter den 31. maj, lyder det fra Nalaakkersuisuts rådgiverstab.
Dash 8 ankomst i Nuuk
De nuværende indrejserestriktioner gælder frem til og med udgangen af maj. Foto © : Kim Andersen
Skrevet af Anders Dall
06. maj 2020 17:19

Selv om der er åbnet for at rejse ud af Grønland, ligger der ikke en dato klar for, hvornår folk kan rejse til landet uden at skulle ansøge om det. Restriktionerne på at rejse til Grønland rækker til og med udgangen af maj. Men om de bliver justeret, forlænget eller droppet, når juni rammer, er uvist.

- Indtil videre så opretholder vi begrænsningerne på rejse fra Danmark i hvert fald frem til 31. maj. 

Sådan siger Hans-Peder Barlach Christensen, der er formand for Strategisk Corona Stab.

Staben rådgiver blandt andet Naalakkersuisut i spørgsmål om restriktioner på ud- og indrejse. På en pressebriefing onsdag understregede Hans-Peder Barlach Christensen, at det er for tidligt at melde ud, hvordan oplægget til politikerne kommer til at se ud i forhold til at kunne rejse frit ind i landet. Den politiske beslutning forventes at blive meldt ud inden udgangen af måneden.

- For at begrænse smittespredningen i Grønland og gerne helt undgå at få en form for smitte eller i hvert fald ukontrollabel smitte, bliver vi nødt til at lave indrejsebegrænsninger og opretholde dem indtil videre, siger formanden.

- Det er ikke ovre

Ifølge landslæge Henrik L. Hansen giver det på nuværende tidspunkt ikke mening at sige noget om, hvordan coronasituationen ser ud om en måned. Det skal ses i lyset af, hvor hurtigt tingene kan nå at udvikle sig, og hvor meget der allerede er sket inden for de sidste to måneder.

Ifølge landslægen kom der i sidste uge 130 rejsende til Grønland. Og i og med at der bliver åbnet for flere personer udefra, øger det risikoen for, at coronavirussen igen kommer til Grønland. For det gør den på et tidspunkt, forklarede han under pressebriefingen.

- Vi prøver at kontrollere, men på et tidspunkt er der nogen, der slipper igennem.

- Det her er ikke overstået. Det er ikke ovre, understregede han.

Indtil videre gælder det, at man stadig skal ansøge om at få lov til at rejse ind i landet, og at man blandt andet skal gentestes fem dage efter sin ankomst.