Qeqqata Kommunea vil udvide sin brugsret

En vej mellem Kangerlussuaq og Sisimiut, bedre havnefaciliteter i de store byer samt ret til kommerciel brug af Grønlands ressourcer. Det er nogle af de målsætninger, som Erhvervsrådet i Qeqqata Kommune vil realisere i løbet af de kommende år.
22. maj 2009 09:47

Især spørgsmålet om brugsret, også kaldet koncession, er et springende punkt. Her ser Erhvervsrådet gerne, at den nuværende lovgivning ændres, således at der indføres brugsret over bestemte geografiske områder, for at sætte mere gang i fiskeri, trofæjagt og skisport. Det kom frem på kommunens første turismeseminar i sidste uge.

- Qeqqata Kommune vil forbedre sine i forvejen gode turismeprodukter, blandt andet ved at indføre koncessioner på visse af kommunens unikke og efterspurgte produkter, siger borgmester Hermann Berthelsen.

Også erhvervschefen i Sisimiut, Jørgen Peter Labansen, der havde arrangeret seminaret, er godt tilfreds:

- Fiskeri er Qeqqata Kommuneas store indtægtskilde, men jeg vil påstå, at turisme også er på vej til at blive en rigtig vigtig indtægtskilde for kommunen. Det er derfor godt at kunne konstatere, at vi har fået nogle konkrete og udfordrende mål at arbejde videre med i de kommende år, siger Jørgen Peter Labansen.

Det ny Erhvervsråd i Qeqqata Kommune, der kommer til at bestå af de tidligere erhvervsråd i Sisimiut Kommune og Maniitsioq Kommune, samles senest den 1. juli.